Altanplanter lykkes ikke, fordi man vander rigtigt. De lykkes, fordi man planlægger efter altanen som det, den er: et lille, udsat klima med vind, reflekteret varme fra mur og rækværk og en jordvolumen, der måles i liter i stedet for i kvadratmeter. Den ramme bestemmer plantevalget, pottestørrelsen, vandingsrytmen, hvad der skal være gjort inden den første nattefrost, og hvordan vinteren overleves. Planlægger man efter et bed i stedet, holder det frem til den første blæsende uge eller den første nat med frost.

Jeg har prøvet den anden vej i flere sæsoner. Købt det, der stod frodigt i maj, sat det i det, jeg nu engang havde, og undret mig i august over, at det, der virkede så tæt i butikken, stod halvt bart. Nu begynder jeg et andet sted: Før jeg overhovedet ser på planter, står jeg på altanen og mærker efter, hvad den gør ved tingene.

Vinden er den første, man skal forstå

Stil dig ved rækværket. Mærk. Gå et skridt tilbage mod muren og mærk igen. På en tredje eller fjerde sal er der ofte to forskellige klimaer på den samme altan, og forskellen er ikke en detalje. Den er hele forklaringen på, hvorfor den ene potte er tør, og den anden ikke er.

Vinden gør tre ting. Den tørrer jorden ud, hurtigere end solen gør. Den river i blade og stængler, så planter, der står frit, får fnullerkanter og knækkede skud. Og den køler, hvilket betyder, at en plante kan se forfrossen og medtaget ud i maj, uden at der har været frost — den er bare blæst igennem.

Derfor planter jeg i praksis efter læ, ikke efter lys. En pelargonie i læ for muren klarer sig bedre end en petunia i fuld vind, selv om petuniaen får mere sol. Pelargonien tåler både varme og udtørring, og den kan overvintres. Petuniaen er smukkere i juni og mere træt i august, og den skal nusses for at blive ved med at blomstre.

Fuchsiaen er den, jeg sætter i det lidt mere skyggede hjørne, for den vil ikke steges. Begoniaen er tilgivende og klarer sig pænt, selv når man har været væk et par dage. Vedbend og andet hængende løv er med for at dække kanten og holde fugt i overfladen — men de skal tænkes ind i vinteren, ikke bare i sommerens udseende.

Den reflekterede varme, og hvorfor rødderne giver op

En syd- eller vestvendt mur afgiver varme om eftermiddagen og langt hen på aftenen. Det er behageligt at sidde i. For en potteplante betyder det, at den får varme, netop når den burde køle af om natten, og at jorden i en mørk potte kan blive så varm, at rødderne holder op med at optage vand.

Det ser ud som tørst. Bladene hænger, og man vander. Intet sker, eller det bliver værre. Årsagen er ikke mangel på vand, men at rødderne er blevet for varme, og at der nu står vand i en varm potte uden aftræk. Løsningen er ikke mere vand, men at skygge for selve potten — ikke for planten. En potte, der står bag noget lavt grønt, eller som ikke står klos op ad den varme mur, holder en helt anden temperatur.

En potte er ikke et bed

Et bed har måske hundrede liter jord under hver plante. En altanpotte har fem, ti, femten. Det er hele forskellen, og den forklarer næsten alt det, der ellers lyder som uheld.

Lille jordvolumen betyder, at temperaturen svinger hurtigt, både opad og nedad. Den betyder, at vandet er væk i løbet af en vindfuld dag. Og den betyder, at planten aldrig bliver større, end potten kan bære. En staude, der i haven ville brede sig, bliver på altanen en lille klat, fordi rødderne aldrig får plads til at følge med skuddene.

Derfor er den største potte, altanen kan bære, næsten altid det bedre valg — også selv om planten er lille i maj. Man skal selvfølgelig holde øje med vægten på etageadskillelsen og med, hvor vandet løber hen, når det regner, eller når man vander rigeligt. Men inden for de rammer: stort er bedre, både mod tørke, mod varme og gennem vinteren. En plante i en rummelig potte lever typisk flere sæsoner. En plante i en potte, der lige akkurat passer til rodklumpen, gør ikke.

Foråret: ryd op, og vent

Det første, der sker på altanen i foråret, er ikke vækst. Det er kulde. Beton, mur og rækværk er kolde langt ind i april, og en potte, der står på en kold overflade, har koldere jord, end luften omkring den antyder.

Jeg rydder op først. Gammel jord, der har stået en vinter, har mistet sin struktur og er blevet tung og tæt. Toppen kan skiftes ud, og drænhuller og underskål tjekkes, før der kommer vand i nærheden af noget som helst. Et tilstoppet drænhul er den mest almindelige enkeltårsag til, at en altanplante dør i løbet af en sommer.

Så venter jeg med at sætte planter ud. Nattefrosten slipper først sent i store dele af landet, og på en altan kommer den igen tidligt i efteråret, fordi potten ikke har jordens varme i sig. Planter, der er købt indendørs, skal hærdes — ud om dagen, ind om natten, i en uges tid. Ellers svier sol og vind dem samme dag, de kommer ud.

Vandingen i foråret er lidt og sjældent. Kold, våd jord er værre for rødderne end tør jord. Gødningen begynder først, når den nye vækst for alvor er i gang — ikke på et tidspunkt i kalenderen, men på planten.

Sommeren: rytmen, der skal sidde i hånden

Det med vandet lærer man først, når man holder op med at se på jordoverfladen. Overfladen kan se tør ud, mens der er vådt nok nede ved rødderne, og omvendt. Jeg løfter potten. En potte, der lige er vandet, er tung. En potte, der er på vej til at blive for tør, er så let, at man kan bære den med én hånd.

Vand om morgenen, og vand igennem — indtil det løber ud af bunden. Lad ikke underskålen stå fuld. I varme og blæsende perioder kan en lille potte have brug for vand to gange om dagen, mens en stor potte klarer sig med hver anden eller tredje dag. Det er ikke planterne, der er forskellige. Det er potterne.

En ting, man nemt glemmer: står altanen under et fremspring eller en altan ovenover, kommer regnen ikke ind. Man vander altså også efter en regnvejrsdag.

Gødning gennem hele vækstsæsonen, jævnt og efter plantens tempo. Sidst på sommeren holder jeg igen med det, der driver bladvækst, så skuddene kan modnes, inden frosten kommer.

Afblomstring er ikke pynt. Petunia, fuchsia og pelargonie holder op med at sætte nye blomster, hvis de får lov at modne frø. Kniber man de visne blomster af, fortsætter de. Det tager fem minutter og forlænger sæsonen med uger.

Og så drejer jeg potterne en kvart omgang om ugen. Ellers læner alt sig mod lyset, og den ene side bliver tynd og ranglet.

Skadedyr: aflæs dem, før de får lov at brede sig

To skadedyr dominerer på en altan, og de kommer af to forskellige fejl.

Bladlusene kommer på de friske skud i maj og juni. De sidder på knopper og undersiden af de nye blade. De kan fjernes med en styrk stråle vand og med fingrene, og de forsvinder ofte af sig selv igen, når mariehønerne finder dem. Det er sjældent nødvendigt med andet.

Spindemider er den anden historie, og de hører til på en varm, tør altan med meget reflekteret varme. Man ser dem næsten ikke — man ser de fine spind under bladene og de små, lysprikkede blade, der bliver grågrønne og falder af. De trives netop i den tørre varme, og derfor er modtrækket fugt: spray undersiderne med almindeligt vand, fjern de værst angrebne blade, og flyt potten ud af den værste varme. Det virker ikke på en dag, men det virker.

Jeg bruger ikke sprøjtemidler på en altan. Det er ikke for at være fin. Det er, fordi altanen er et sted, hvor man sidder, spiser og har tøj hængende.

Efteråret: det arbejde, der afgør næste forår

Her bliver altanen afgjort, og det sker inden den første nattefrost, ikke efter.

Vandingen skrues ned i takt med, at væksten stopper. Gødningen stoppes helt. Underskåle tømmes — en potte, der står med vand i oktober, står med is i januar. Og man beslutter, hvad der skal overvintre, og hvad der ikke skal. Nogle af de planter, man køber i maj, er i praksis etårige her, og det er ikke et nederlag at lade dem gå.

De, der skal videre, får en tørrere jord inden frosten. Fugtig jord fryser tidligere og dybere end tør jord, og det er isen i rodklumpen — ikke lufttemperaturen — der tager livet af dem.

Jeg samler potterne mod muren, hvor der er mest læ, og hvor varmen fra bygningen hjælper lidt. Jeg dækker rodzonen, men ikke så meget, at jorden bliver ved med at være våd. Det er balancen: frostbeskyttelse uden at bygge en fugtig kasse.

Pelargonie og fuchsia kan overvintres køligt og lyst indendørs, hvis man har pladsen. Begoniaens knolde kan ligge tørt og mørkt. Det er ofte nemmere end at få dem gennem en dansk vinter på selve altanen.

Vinteren: det er ikke frosten, der dræber

Det lyder forkert, men det er min erfaring: de fleste altanplanter dør om vinteren af vand og mørke, ikke af kulde.

En potte, der står våd hele vinteren, rådner nedefra. Det ses først i februar eller marts, når planten skulle begynde at skyde, og i stedet bare visner. Årsagen ligger tre måneder tidligere.

Den anden vinterdræber er tørke. Stedsegrønne planter som vedbend beholder bladene hele vinteren, og blade afgiver vand, uanset hvor koldt det er. Står jorden frossen, kan planten ikke erstatte det. Resultatet er tørre, brune blade, der ser ud som frostskade, men er noget andet. En enkelt vanding på en mild dag midt på vinteren kan redde den.

Lavendel er et godt eksempel på det hele. Den elsker sol, varme og tør jord om sommeren, og den hader den fugtige, kolde danske vinter i en potte. Det er ikke umuligt, men det er vinterens fugt, der tager den — ikke kulden. Vil man have lavendel på en dansk altan, skal potten være stor, jorden meget gennemtrængelig, og vinteren skal være tør snarere end lun.

Hårdførhed betyder noget andet i en potte

Det vigtigste, man kan misforstå, er de mærkninger for vinterhårdførhed, der står på planten. De er lavet til planter i åben jord, hvor rødderne sidder under frostgrænsen hele vinteren, og hvor jorden omkring dem er en enorm varmebuffer, der udligner svingningerne.

I en potte sidder rodklumpen i luftens temperatur. Den kan gå under nul om natten og over igen om dagen, og den kan fryse helt igennem i en periode med hård frost uden beskyttelse. En plante, der klarer vinteren fint i bedet, kan altså ikke nødvendigvis klare den i en potte på en altan.

Tommelfingerreglen er, at man skal regne med noget mere hårdført, end mærkningen antyder — og i tvivlstilfælde vælge en plante, der klarer sig i områder, der er barskere end ens egen egn. Er man i tvivl om, hvor hård ens egen vinter er, er læ, pottestørrelse og en tør jord ind i frosten de tre ting, man selv kan styre.

Det, jeg holder fast

Alt på en altan hænger sammen. Vinden tørrer ud, den lille jordvolumen gør tørken hurtig, den reflekterede varme presser planterne om sommeren og gør rødderne sårbare om vinteren, og frosten rammer hårdest i det lille jordvolumen.

Rytmen er ikke svær. Stor potte. Dræning, der virkelig virker. Vand efter vægt, ikke efter overflade. Gødning, mens der er vækst. Knib visne blomster. Stop vandingen inden frosten, tør jorden ud, og hold vinteren tør snarere end varm. Det er det hele — men det er en rytme formet efter altanen og ikke efter bedet, og det er den forskel, der gør, at planterne stadig står der i april.